⚠️ Bemærk: Microsoft har ændret navnet Azure Active Directory (Azure AD) til Microsoft Entra ID.
Du kan derfor opleve, at både Azure AD og Entra ID bliver nævnt i Addo Sign, Microsofts brugerflader eller ældre dokumentation. Begge navne henviser til den samme Microsoft-løsning til identitets- og adgangsstyring.
Integrationsbruger
For at sikre, at du får den bedste integration og den mest smidige proces med Entra ID, er det vigtigt, at den bruger, der opsætter integrationen, både har rollen administrator i Addo Sign og rollen Global Admin på virksomhedens Entra-konto. Ellers kan integrationen ikke gennemføres.
Den integrationsbruger, du bruger til at oprette integrationen, bør ikke bruges til andet i Addo Sign. Derfor anbefaler vi kraftigt, at integrationsbrugeren er en administratorbruger i Entra, som ikke er knyttet til en bestemt person, og som ikke er planlagt til at blive deaktiveret.
Synkroniseringsinterval
Synkroniseringen mellem Entra ID og Addo Sign kører automatisk én gang i timen, men kun for brugere, der logger ind på Addo Sign med deres Entra-profil. Det betyder, at ændringer i Entra ID først træder i kraft i Addo Sign, når den berørte bruger har logget ind. Derefter kan der gå op til én time, før ændringerne er synlige.
Det er derfor vigtigt, at den pågældende bruger logger ind på Addo Sign, og at du afsætter op til én time til, at synkroniseringen kan gennemføres.
Det gælder alle ændringer, for eksempel opdatering af brugerrettigheder, ændringer i brugergrupper eller sletning af brugere.
Bruger- og gruppesynkronisering
Med synkroniseringsintervallet in mente skal du også være opmærksom på, at ændringer, du foretager i din Addo Sign-applikation i Entra ID i forbindelse med tilføjelse af brugere og grupper, først træder i kraft efter de samme synkroniseringsregler som beskrevet ovenfor.
Det betyder, at du kan opleve, at du opretter brugere og grupper i Addo Sign, men at personerne endnu ikke er oprettet på din Addo Sign-konto, eller at de endnu ikke er tilknyttet den rigtige gruppe.
For at personerne bliver tilknyttet gruppen eller får den rettighed, du har valgt i Entra ID, kræver det derfor, at den bruger, ændringen gælder for, logger ind.
Login udløser synkroniseringen for den specifikke bruger. Derefter bliver brugeren tilknyttet de korrekte rettigheder og den korrekte gruppe.
